Irriterende unge krav krammer!
Jeg har opdaget dette på den vanskelige måde: Jo mere irriterende min unge handler, jo mere har han brug for et stort kram!
Selvfølgelig har spædbørnskrav såvel som fortjener kram hele tiden. Jeg taler om de større, der telefon kalder mig et poopy hoved såvel som er ud over at blive bragt rundt, hvilket naturligvis ville give adskillige knusende sessioner overalt dagen.
Jeg har endt med at være en ninja-lignende tilskuer af raseriet. Jeg forstår at vente med flailing, råbe samt stampende såvel som at se efter den nedvendte mund. Når tiraden har vendt hjørnet fra gal til trist, er min unge forberedt på en vis trøst. Samt et kram er den perfekte modgift mod alt det raseri. (Se ligeledes tip om lille barnedisciplin).
I morges sad Sawyer, fire år, over sin morgenmadsproduktion. Han var stoppet med at spise og begyndte at rulle øjnene så vanskeligt, at jeg troede, de kunne klæbe på den måde. Da jeg ligeledes lavede morgenmad/spiser/lavede frokost/lavmokke, havde jeg ikke tilstrækkelig tid eller energi til at inspicere med ham.
Da jeg sad ved siden af ham såvel som spurgte ham, hvorfor han var så vred, bad han mig om at gætte. Ikke op til den udfordring, jeg gik tilbage til mine andre opgaver såvel som inviterede ham til at tale, da han var klar. Et par minutter gik så godt som han stormede hen for at fortælle mig, at han var ked af det, da jeg kaldte hans enorme søskende for en “smarty bukser” såvel som ikke ham. Han var forberedt på sit kram nu.
Mine ældre børn, nu ni såvel som ti (jeg ved!), Er uafhængige på så mange måder, men de vil stadig have knus. Bare ikke altid foran deres venner. Min ældste ser ud til at skifte mellem at tro, at jeg er den generelle værste såvel som forståelse af, at jeg stadig er den bedste. Han nægter aldrig et kram.